Ridefysioterapi

Alder: Alle aldre Pris: 0,00 DKK
Træningstider: Mandag 10:00-16:30Tirsdag 10:00-15:30Onsdag 10:00-14:30Fredag 09:00-13:30 Instruktør: Louise Jørgensen
Beskrivelse

Vi har ridefysioterapi på LF-Hestesportscenter v/ Handicapinstruktør Louise Jørgensen og Fysioterapeut Julie Andersen.

  • Ridning på veltrænede og rolige heste
  • Kvalificeret undervisning af rideinstruktør, tilrettelagt efter behov
  • Handicapvenlige forhold
  • Ridning i naturskønne omgivelser. 

Ridecenteret råder over en isoleret handicapvenlig 20 x 30 m. ridehal, med opvarmet rytterstue, rampe og lift til opsidning, handicaptoilet og handicapparkering.

Der er direkte adgang til ridestier i vores naturpark, Kettinge Grusgrav,  som bruges når vejret tillader det.

Vi vælger ud fra rytterens handicap, den bedst egnede hest og de nødvendige hjælpemidler. Hesten skal passe i højde, bredde, gangart og rygsving til den enkelte patient for at denne kan få det mest optimale ud af behandlingen.

Undervisningen er individuelt tilpasset, således at særlige interesser og handicap tilgodeses i hvert enkelt tilfælde. Der er således mulighed for enten at ride ude, at lave styrketræning på hest, motoriske øvelser på hest, afspænding på hest, udstrækning på hest, samt egentlige ridetekniske øvelser som at stoppe og dreje hesten, ride sidelæns osv..

På holdene stilles det nødvendig personale til rådighed, som med erfaring og viden giver støtte og hjælp i undervisningen.

LF Hestesportscenter er medlem Dansk Handicap Idræts-Forbund og Foreningen af Godkendte Handicapridecentre og lever op til deres krav om faciliteter til brug ved handicapridning og ridefysioterapi. 

Vi tilbyder ridefysioterapi på følgende dage:

Mandag kl. 10.00 - 16.30

Tirsdag kl. 10.00 - 15.30

Onsdag kl. 09.00 - 14.30

Fredag kl. 09.00 - 13.30

 

Ridefysioterapi

I ridefysioterapi udnytter vi hestens varme og bevægelser. Hestens skridtgang overfører et bevægelsesmønster til patienten, som svarer til gangbevægelsen. Hermed opnås:

  • Bedre balance
  • Afspænding af spastiske muskler
  • Generel styrkelse af kroppens muskler
  • Forbedring af gangmønster og koordination
  • Forbedret sansemotorik
  • Kontrakturforebyggelse (udspænding af for korte muskler)
  • Bedre postural kontrol (hoved-. og kropskontrol)
  • Blodcirkulationen øges

Ridefysioterapeuten vælger ud fra patientens funktionsniveau den bedst egnede hest og de nødvendige hjælpemidler. Hesten skal passe i højde, bredde, gangart og rygsving, for at den enkelte patient kan få det mest optimale ud af behandlingen.

Patienten instrueres i at følge hestens bevægelser for at træne ovennævnte punkter.

Udover glæden ved at træne sammen med et levende dyr, er ridefysioterapi også samvær med andre mennesker. Der er andre patienter, ridefysioterapeut, handicaprideinstruktør og medhjælpere til stede.

Info til patienter og pårørende

Forsikringsforhold
Det er på eget ansvar at modtage ridefysioterapi, og patienter opfordres derfor til at have en dækkkende ulykkesforsikring.

Sikkerhed & Påklædning
Det er påbudt at ride med ridehjelm. I tilfælde, hvor patienten har manglende hovedkontrol og rider med bagrytter, kan der dispenseres for brug af ridehjelm. Det aftales med ridefysioterapeuten og evt. egen læge. Vi har ridehjelme i alle størrelser til fri afbenyttelse. Det anbefales at anskaffe sin egen hjelm efter en periode. Vi hjælper gerne med vejledning af størrelser samt tilpasning.   

Praktisk påklædning som passer til årstiden, men altid lange bukser. Tøjet skal ikke være i glat materiale, som f.eks. nylon, og der må ikke være kraftige syninger på indersiden af bukserne. 

Afbudsregler
Afbud meddeles til ridefysioterapeuten så tidligt som muligt. Sker det senere end kl. 18 dagen før, udstedes en regning til patienten på kr. 280. Beløbet går til dækning af personale- og administrationsomkostninger.

I tilfælde af hyppige afbud eller udeblivelse vil ridefysioterapeuten i samråd med patienten revurdere, om ridefysioterapi er den rette behandling.  

Hvem kan modtage ridefysioterapi?

Ridefysioterapi er omfattet af ordningen om vederlagsfri fysioterapi, og er en lægehenvist behandling. Udover af have en diagnose, som tilhører en af nedenstående 4 grupper, er der forskellige andre kriterier, som skal være opfyldt. Egen læge kan informere mere herom.

  1. Personer med medfødte eller arvelige lidelser. 

    F.eks. muskelsvind, rygmarvsbrok, spastiske lammelser (cerebral parese) Spiel-meyer-Vogts syndrom m.fl.

  2. Erhvervede neurologiske lidelser. 

    F.eks. polio, dissemineret sclerose, parkinsonisme, paraplegi, følger efter polyradiculitis og andre neuropatier samt vaskulært betingede neurologiske lidelser (apopleksi).

  3. Fysiske handicap som følge af ulykke.

    Herunder para/tetraplegi efter læsion af rygmarven, større amputationer etc. (Det bemærkes, at personer med følge efter fjernelse af bryst ikke er omfattet er ordningen).

  4. Nedsættelse af led og/eller muskelfunktionen som følge af inflamatoriske gigtlidelser.

    F.eks. kronisk leddegigt, psoriasis-gigt, MB. Bechterew m.fl.

Herudover er blinde og svagtseende, personer med Downs Syndrom, autisme eller cystisk fibrose m.fl. berettiget (de sidste efter regionernes særskilte beslutninger). Behandlingen er delvist betalt af sygesikringen.

Udover ovenstående diagnosegrupper kan der være andre situationer, hvor f.eks. egen læge, speciallæge eller kommunen vælger ridefysioterapi som den optimale behandlingsform. 

Hvordan foregår ridefysioterapi?

Ridefysioterapi foregår på hold med op til 5 deltagere. Ridefysioterapeuten tilrettelægger behandlingen, herunder hvor mange medhjælpere den enkelte patient har brug for. Der er f.eks. en medhjælper som trækker hesten, og der kan gå en medhjælper ved siden af patienten eller sidde bagved (bagrytter). 

Ridefysioterapi foregår hos os i ridehal og/eller i vores naturpark "Kettinge Grusgrav". Patienten stiger af/på hesten fra en rampe, og der er mulighed for at bruge lift. 

Hvordan kommer man i gang?

Du skal kontakte din egen læge, som sammen med dig vil tage stilling til, om ridefysioterapi er det rette behandlingstilbud til dig. I så fald laver egen læge en henvisning til ridefysioterapi. 

Ridefysioterapi er vederlagsfrit, når man er §65 og med delvis egenbetaling, når man er §57.

Vi kan tilbyde handicapvenlige forhold og ridning i naturskønne omgivelser.

Den første gang vil ridefysioterapeuten afsætte tid til samtale og undersøgelse for på baggrund heraf at vælge den rette hest, udstyr, hjælpemidler samt behovet for hjælpere. Desuden drøftes dine mål og forventninger til behandlingen.  

Henvisningen til ridefysioterapi skal fornyes 1 gang om året. Her laves en statusredegørelse, hvor resultatet af behandlingen beskrives. Såfremt det vurderes, at der er behov for, og ønske om fortsat behandling, beskrives målet for den videre behandling.

Pris: 0,00 DKK Rater: månedlig (12 rater) Se alle rater


Jeg har ingen profil - Opret og tilmeld Jeg har en profil – Login og tilmeld
Instruktører

Louise Jørgensen

info@lf-hestesportscenter.dk

25144909

Ejer og daglig leder af LF-Hestesportscenter. Uddannet rideinstruktør.

Født 1982.

Uddannet faglært landmand med heste som speciale, driftsleder, handicaprideinstruktør og har underviser certificering i grad 1 og 2.

Har redet landsstævner i military for både hest og pony. Rider LA-MB spring og LA dressur.

Certificeringer